Hjemsendelse, indflytning i nye lokaler og farvel til chefen, der har fået nyt job.
Det har ikke skortet på omvæltninger hos Renz i de forgangne måneder. Renz’ medarbejdere rykkede midt i marts arbejdspladsen hjem til privaten ligesom mange andre i landet.
I begyndelsen af maj begyndte nogle af medarbejderne dog at vende tilbage. Men den nye arbejdsplads ligger nu i Roskilde, som Renz flyttede til under nedlukningsperioden. Indrykningen i de nye lokaler sker naturligvis i et tempo og efter en plan, der understøtter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, ligesom selve flytningen af virksomhedens inventar gjorde.
Gennem længere tid har Renz ledt efter mere egnede lokaler, som heldigvis er fundet nu. Direktør Peter Andersen flytter imidlertid ikke med, fordi han har fået nyt job hos engrosvirksomheden Bolind.
Farvel og goddag til nye forhold
”Vi har været meget glade for Peter. Han har været hos os i 13 år og har gjort en meget stor indsats både som chef og kollega, og vi kommer til at savne ham. Men vi ønsker ham naturligvis held og lykke i hans nye job og er i proces med at finde hans afløser,” siger Christina Kragh, office manager hos Renz A/S.
Hun tilføjer, at medarbejderne glæder sig til at mødes igen efter lang tids hjemsendelse, men selvfølgelig også til at indtage de nye, flotte lokaler og om ikke så længe at møde den nye country manager.
Den nye adresse er
Renz A/S
Københavnsvej 75
4000 Roskilde