myRENZbox i Billund Lufthavn.
Hent dine taxfree varer i myRENZbox
på hjemturen!
”Hvor er det smart! ” Det kommer mange rejsende med garanti til at udbryde, når ekspedienten i taxfree shoppen i Billund Lufthavn spørger, om de vil have varerne med eller ønsker at få dem opbevaret i et pakkeanlæg i lufthavnen. Netop i dag bliver der sat strøm til myRENZbox pakkeanlæg i Billund Lufthavn, så rejsende selv kan bestemme, hvornår de vil have deres indkøb med sig.
Der er to smarte måder, man kan bruge myRENZbox på: Enten bestiller man sine varer via webshoppen og markerer, om man ønsker afhentning på ud- eller hjemturen. Eller også oplyser man ekspedienten ved købet, at man ønsker, at varerne skal blive i lufthavnen.
Mindre bagage frem og tilbage
Vælger man afhentning i Billund, slipper man for at slæbe unødigt rundt på sine indkøb. En dags tid før hjemrejsen får man en sms med en kode til pakkeboksen, så man kan åbne den og hente sine toldfri varer, når man igen er landet i Billund.
”Vi gør det for at give vores gæster en god rejseoplevelse og ser det som et led i den generelle digitalisering, som nu også giver de rejsende mulighed for at tilpasse deres indkøb efter behov, ” siger René Laursen i Billund Lufthavn.
Fleksibilitet er nøgleordet
Billund Lufthavn er den første lufthavn, der har ønsket at give sine kunder den fleksibilitet, som myRENZbox tilbyder. Anlægget kan bruges døgnet rundt, ventetid eksisterer ikke og anlægget kan også betjenes med en app, elektronisk nøglechip eller særligt kundekort. MyRENZbox er yderst slidstærkt og kan udformes efter kundens ønsker i størrelse og farve. Det kan stå frit eller hænge alt efter omgivelserne. myRENZbox ’Click&Collect’ systemet kan integreres i eget ERP system og tilkobles en betalingsterminal, kvitteringsprinter og stregkodescanner, hvis det står på kundens ønskeliste.